Inden for de seneste år er der sket enorme fremskridt i tv-teknologien, hvilket har resulteret i større og bedre skærme og signalegenskaber til gennemsnitsforbrugeren. Ulempen ved dette er, at vi bombarderes med alverdens forvirrende begreber og navne på det overflødighedshorn af valgmuligheder, som vi konfronteres med, når vi leder efter et nyt tv. Lad os kigge på et af begreberne, LCD, og forklare hvad det betyder og hvordan det fungerer.
Vi lægger ud med at konstatere, at LCD står for Liquid Crystal Display, hvilket betyder flydende krystalskærm. Flydende krystaller er usædvanlige objekter, fordi de eksisterer et sted mellem fast og flydende tilstand. Derfor kan de bevæge sig og ændre deres molekylære orientering som en væske, mens de stadig er uafhængige objekter, ligesom faste genstande. Man kan ændre krystallernes tilstand fra fast til flydende ved at tilføre varme. For meget varme gør dem helt flydende, og hvis de får for lidt varme, forbliver de faste objekter. Derfor kan LCD TV-apparater, LCD-computerskærme og andre LCD-skærme være varmefølsomme og have svært ved at fungere i meget varme eller kolde omgivelser.
I et LCD TV opbevares de flydende krystaller mellem to polariserede glasplader, som er forskudt med 90 grader i forhold til hinanden. På glassets inderside er der skåret mikroskopiske riller, som løber i polariseringsretningen. De flydende krystaller, der anvendes i TV-apparater, kaldes snoede nematiske krystaller. “Nematisk” betyder, at de er ordnet i et karakteristisk mønster, og de er snoede, men vikles op når de udsættes for elektrisk strøm. De flydende krystaller er snoede efter retningen på rillerne i glasset, så de former et spiralmønster, hvor den sidste krystal er forskudt 90 grader i forhold til den første krystal. Lys, der projiceres bag glasset, ledes gennem krystallerne, indtil det skinner gennem skærmens forside. Når krystallerne vikles op vha. en elektrisk strøm, placerer de sig modsat i forhold til den forreste skærms polarisering, så lyset ikke kan komme igennem. Den nøjagtige vinkel, som krystallerne vikles op til, bestemmer hvor meget lys der når frem til dit øje, og dermed skabes der en gråskala på din skærm. Når en krystal er bragt på linje med det polariserede glas, får man hvidt lys. Hvis krystallen vikles delvist op, vil den pågældende pixel vise en gråtone. Hvis lyset blokeres totalt, bliver den pågældende pixel sort. Skærme kan typisk vise 256 forskellige farvetoner mellem hvid og sort. Rækker og kolonner af bittesmå transistorer og kondensatorer danner en matrix af pixels, som hver har tre underpixels med røde, blå og grønne farvefiltre. Når der sættes spænding på den korrekte række og kolonne, og den rette underpixel tændes, snor krystallerne sig for at rette sig ind til den korrekte vinkel for at danne den ønskede farvetone. Jo flere pixels din skærm har, jo mere detaljeret bliver billedet. Dette kaldes skærmopløsningen. I dag har de mest avancerede skærme en opløsning på 1080p. Dvs. at der er 1080 linjer med pixels for hvert billede på din skærm.
