Babysko guide
Babysko er betegnelsen for sko til babyer som endnu ikke kan gå. Babysko bør være meget bløde, lette og i åndbare materialer som skind, læder eller uld. Undgå helst syntetiske materialer da huden så har svært ved at ånde. Det er meget vigtigt at bayskoene har bløde og fleksible såler, så fødderne frit kan bevæge sig. Babyskoenes funktion er primært at give varme til fødderne, så i sommermånederne behøves babysko kun i begrænset omfang.
Når barnet begynder at kunne rejse sig op og øver sig i at gå, kan man overveje at gå over til prewalkersko. Som navnet siger, er prewalkers beregnede til børn inden de kan gå helt. Man kan også kalde prewalkers for kravlesko eller øvesko. Prewalkers er typisk mere faste og robuste end babysko men dog stadig meget fleksible i sålerne som dog stadig typisk er af skind eller meget tyndt gummi. Det er en god ide at finde et par prewalkers med skridsikre såler da giver barnet større sikkerhed. Det er ikke unormalt at prewalkers hurtigt bliver slidt op. Dette skyldes typisk at barnet kravler og slæber skoene efter sig.
Først nar barnet kan gå stabilt bør man gå over til rigtige sko, også kaldet begyndersko, med mere solide og fleksible såler. Dette betyder dog ikke at sålerne skal være stive, så gå stadig efter begyndersko med fleksible gummisåler.
Jo større barnet bliver jo mere robuste skal skoene være og sålerne bliver typisk tykkere for at kunne holde. Det er uundgåeligt at sålerne bliver lidt stivere i det, men undgå altid sko med såler som slet ikke kan bøjes.
Vi anbefaler at man køber det første par sko med snørebånd, da denne lukkemetode er en tand bedre end de andre. Når barnet bliver større, vil det være naturligt at gå over til velcrolukninger, men hvis man ikke har noget imod at binde snørebånd, kan det anbefales at fortsætte med at købe sko med snørebånd.