Arne Jacobsen fortjener at blive hevet frem af stolenes skygge
Danmarks designdarling Arne Jacobsen er i den brede befolkning nok mest kendt for sine stole. Hvem kender ikke Svanen og Ægget. Eller hvad med 7’er-stolene? Men Arne Jacobsen er andet og mere end æstetiske løsninger til siddetøjet. Hans design strækker sig nemlig også over andre designkategorier, som fortjener at blive hevet frem af stolenes skygge.
Noget af Arne Jacobsens mest brugte design udenfor stolekategorien er hans brede vifte af hverdags- og festbestik. Bestikket er udført i rustfrit stål og er først og fremmest fantastisk smukt udført uden ubrugelige detaljer og med det stramme, skandinaviske look, som vi kender fra designerens kendte møbler. Dernæst, og selvfølgelig også af stor vigtighed, ligger bestikket utrolig godt i hånden, knivenes skær er skarpt og gaflerne er spidse uden at være livsfarlige i køkkenskuffen.
En anden designkategori, der er værd at lægge mærke til hos Arne Jacobsen, er hans samling af gedigne lampedesigns. Her kan lampeserien AJ fremhæves som et godt eksempel på hans design i denne kategori. Lamperne er simple og smukke, emmer af enkelt, sofistikeret stil og specielt seriens gulvlampe indbyder til stunder i lænestolen med en god bog.
Af andre designområder gør Arne Jacobsen sig også bemærket indenfor brugskunst, kaffestel, installationskunst og mange andre kategorier af brugbart design, og er altså interessant på mange andre områder end hans møbeldesign – og disse fortjener bestemt også at blive sat i fokus.