Er du hysterisk vild med kage, og hører en blodtryksmåler ikke ligefrem til blandt dine yndlingsgadgets – men du betegner stadig dig selv som værende nogenlunde sund, (synes selv at du) er skinny jeans-material og pruster ikke som en overvægtig, alkoholiseret mand, hvis du skal løbe 50 meter efter bussen? Så hører du til bland den gruppe, jeg i daglig tale og på godt dansk vælger at kalde ”de fanatiske slackere”.
Som en inkarneret del af denne gruppe føler jeg mig godt rustet til at give en beskrivelse af den typiske slacker, og derfor er resten af denne post også dedikeret dertil.
Lad mig præsentere den gennemsnitlige repræsentant for denne gruppe med den strømlinede adfærd: Hun (ja, den typiske slacker er til de færrestes overraskelse en kvinde) er i slutningen af sin ungdom, som hun i øvrigt selv mener varer til hun er mindst 35, har ingen børn og bor i en gammel lejlighed i en af byens hippe kvarterer. Ordet gammel plejer hun dog at udskifte med vintage eller antik, da hun synes, det lyder bedre. Mænd er der ret mange af, men de færreste af dem bliver i hendes net i lang tid. Og så er der det med maden og motionen. Denne gruppe af kvinder har alle et medlemskort til det nærmeste fitnesscenter, men kommer af sted højst en gang i ugen – og dét udelukkende for at kunne sige til de andre tøser ovre på kontoret, at de er lidt ømme, fordi de var til yoga i går. Deres manglende motion går hånd i hånd med et forhold til chokolade og café latte, der for længst er gået fra it’s complicated til et fast parforhold.
Dér, hvor det fanatiske kommer ind i billedet, er, at denne kvinde gør helt utroligt meget ud af at fortælle verden, at hun er en slacker. Hun ser det som et tegn på personlig styrke, at hun ikke bukker under for fitness-og-kostfibre-bølgen og inviterer nærmest i trods sine kur-veninder på hjemmebagte kager.
Indrømmet. Denne kvinde vil aldrig komme til at løbe en maraton. Til gengæld er hun glad og tilfreds med sin ugentlige hyggeyoga. What’s not to like?
