Jeg går tit og tænker på det gamle ordsprog: En glad mand er en arbejdsmand.
Jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg at det giver mening. Jeg har selv for nylig haft en periode, hvor jeg ikke havde noget job, og jeg må indrømme at dagene bliver utrolig lange.
I starten tænkte jeg, at det ville blive dejligt med en periode hvor jeg kunne lave alt det, som man ikke har tid til, når man er en del af det arbejdende folk. Men efter et par dage, så må jeg indrømme at det blev lidt kedeligt, og jeg har det skidt med at sige det, men jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere doven.
Det var som om at jo længere tid jeg kunne sove, jo mere havde jeg brug for at sove, og pludselig blev klokken 14 før jeg overhovedet var klar til at starte dagen. Og når jeg så gik i seng om aftenen, var jeg sjældent rigtig træt, fordi jeg ikke havde ydet dagens gode gerning.
Selvom mit job består i at sidde foran en computer, så kan jeg virkelig mærke at bare det at være i gang og bruge hovedet, giver mig ny energi. Nu kan jeg ikke bare nå at arbejde, men når jeg kommer hjem, er der faktisk også rigeligt tid til at lave alt det andet, som jeg lavede da jeg var mellem jobs.
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor tilfredsstillende det må være at arbejde, hvor man laver mere fysisk arbejde, fx som håndværker – der må man komme hjem og være godt og grundig træt, efter at have brugt kroppen så meget.
Sikke en livets lektie, jeg lige fik mig der. Nu sætter jeg meget mere pris på at arbejde, så det har i virkeligheden været rigtig godt for mig.
