For ca. to år siden besluttede min daværende kæreste og jeg os for at bestige Kilimanjaro. Ingen af os havde før givet os i kast med bjergbestigning, og når jeg tænker tilbage, var det i virkeligheden nok mere, fordi vi var ved at køre lidt fast i vores forhold og manglede noget spænding, end det kunne begrundes med en egentlig interesse i at bestige et bjerg. Tanken var så spændende, og vi brugte ugevis på at planlægge og købe det helt rigtige udstyr. Selve turen ville vare fjorten dage, så planlagde vi at tage af sted i fire uger i alt, så vi også kunne nå at opleve Tanzania.
Det var nok først da vi landede i Tanzania at det gik op for mig, at vi var på vej ud på en af de dér vaskeægte adventurerejser. I flyet havde vi jo hygget os med vesterlandske film og serier, spist vestlig mad og læst i vores medbragte bøger. Det der ramte os i lufthavnen var et godt gammeldags ”kulturchok”. Alle mennesker så anderledes ud end os, der lugtede anderledes, og sprogende der blev talt rund om os, lød ikke som noget nogen af os havde hørt før. Vi hankede modige op i vores splintrende nye backpacks og begav os mod hotellet.
Selvom det på daværende tidspunkt virkede overvældende og nærmest voldsom fremmed, viste Dar es Salaam sig at være et helt igennem fantastisk sted, og da turen endelig gik mod bjergene, havde vi allerede fået oplevelser til det der virkede som et helt liv. Turen op varede en uge, og det samme varede turen ned. Og allerede den første dag viste det sig, at bare en grundlæggende kondi havde været på sin plads. Vi asede og masede op af bjerget, hele tiden minimum en kilometer bag resten af holdet. Vores dårlig kondi betød ikke kun at vi svedte og prustede, men også at vores fødder gjorde ondt. Vores fine lyserøde fodsåler var på ingen måde forberedt på 14 dages vandring i bjerglandskab. MEN toppen nåede vi, og jeg kan kun sige, at selvom mit parforhold ikke holdt, så betyder denne oplevelse at vi nok vil være venner for livet.
