Flytte til Slagelse, Korsør eller Skælskør

Overvejer du at flytte til Vestsjælland?

0

Slagelse Kommune består af de fire gamle kommuner, Skælskør, Korsør og Slagelse samt Hashøj. Sidstnævnte er en landkommune, som havde rådhus i Dalmose. I dag består kommunen af næsten 80.000 indbyggere, der er fordelt i tre købstæder, ni lokalbyer, omkring 100 landsbyer og to øer samt en lang række badestrande.

Vælg mellem byliv, landliv eller strandliv

Det handler om behov, temperament og familiesammensætning, når du skal vælge, hvor du vil bo i Slagelse Kommune. Slagelse By er oplagt, hvis der skal være nem adgang til IC3-tog, uddannelsesinstitutioner og butikscenter samt by- og natteliv.

Skælskør er godt til den mere afslappede familie, som vil bo i en Korsbæk-agtig by med få indbyggere. Her er der let adgang til vand, hav og strand. Det er der også i Kirke Stillinge længere oppe, men det er en smule mere landligt og/eller sommerhusagtigt.

Korsør er unik på sin egen måde, og her er der også IC3-tog. Desuden er der nem adgang til Storebæltsbroen. Dertil kommer en aktiv bykerne med mange festligheder. Samtidig er der en traditionel erhvervshavn.

Slagelse Kommune ligger midt i Danmark

Grundlæggende befinder Slagelse Kommune sig midt i Danmark, og selve Slagelse by har en stor hospitalsby med akutmodtagelse. Byen rummer også et omfattende uddannelsescampus og et større butikscenter samt masser af gågader, cafeer og restauranter. Rundt omkring i kommunen finder du skove, kornmarker, strande og meget andet. Dertil kommer Garderhusarregimentet og Korsør Flådestation.

Kommunen har en god infrastruktur, og det gælder både med egen bil og med offentlig transport. Dog kan det være besværligt at tage bussen mellem for eksempel Skælskør og Slagelse.

Sammenfattende er der tale om en dynamisk, aktiv og farverig kommune, som har masser af muligheder og mange ambitioner. Kommunen har en vision om at skabe et stærkere erhverv, gode uddannelsesmiljøer og attraktive oplevelser.

Mange spændende myter og historier om området

Det nuværende Slagelse Kommune rummer mange spændende myter og historier såsom Hellig Anders Kors, der er et krucifiks på Vårby Bakke. Kroningen af den 6-årige Oluf II i Slagelse By. H.C. Andersen, som gik i “gymnasiet” i Slagelse. Juletræet, som stammer fra Slagelse-området. Samt Dannebrog, der måske stammer fra johanniterridderne på Antvorskov Kloster i Slagelse.

Foto: Slagelse Media.

Leave A Reply

Your email address will not be published.