Gode råd ved køb af kamera

Det bedste kamera er det du har på dig og får taget billeder med.

0

Udvalget er kæmpestort, der er mange forskellige kameramærker, tilkøbsmulighederne er enorme og priserne varierer meget. Jeg vil komme med mine råd til, hvordan du skal vælge et kamera der passer til dine behov.

Skab klarhed over dit behov:

Du kan med fordel reflektere over, hvordan du forestiller dig hvilke slags billeder du ønsker at tage – hvad er det du skal bruge kameraet til, at tage billeder af?

Langt de fleste handler med kameraer i Danmark er med digitalt udstyr, men det er også muligt at fotografere analogt(med film der skal fremkaldes) og denne kameraform oplever i disse år et comeback.

Digitalt kamera, er nemt og hurtigt og man kan håndtere filer(billeder/film) på computeren. Tingene går hurtigt, du kan tage mange billeder og efterbehandling af billeder er nem og hurtig.

Analoge kameraer kan tage det antal billeder der er plads til på den film der sidder i kameraet – typisk 24/36 foto. Disse film skal herefter fremkaldes i mørkekammer enten ved selv at gøre det eller ved at aflevere det i en forretning der tilbyder denne service.

Analog fotografering er en mere tidskrævende proces, hvis du ser på tiden fra du trykker på udløseren til du står med de færdige foto i hånden – det er der en del mennesker der synes er sjovt og spændende.

Lad os forestille os, at du har valgt kamera og at dit valg er faldet på et digitalkamera – men hvilket skal jeg vælge?

Overvejelserne kunne blandt andet være:

Skal jeg bruge mange megapixels(Høj opløsning), et kamera der kan tage mange billeder i sekundet, skal jeg have en flipscreen, jeg vil have et spejlløst kamera, jeg skal bruge kameraet til at optage video, jeg skal kunne optage video og tage billeder under svære lysforhold, jeg skal bruge kameraet under ferier, jeg skal kun tage billeder i studie, kan jeg købe andre objektiver og i så fald hvilke, hvad kan jeg få indenfor mit budget – der er mange mange overvejelser at gøre sig inden køb af kamera.

Mit råd er at bruge internettet, her finder du gode råd og anmeldelse fra personer der har haft kameraerne i hånden og har erfaring med at bruge dem. At have haft kameraet i hånden, at have mærket ergonomien og vægten af kameraet er vigtig og det kan ske i en fysisk butik, så afsted til den lokale fotobutik.

Du kan også benytte dig af forbrugermagasinet ”Tænk”, som anmelder mange forskellige varer – herunder også kameraer.

I butikken kan de give gode råd og vejledning omkring de forskellige kameramærker og modeller, vær dog opmærksom på at det er dig der skal vælge et kamera som passer til dig og dit behov fremfor det som sælgeren helst vil have du køber.

Når du har fundet det kamera der passer til dig, så vent med at købe det. Ofte kan du med fordel undersøge priser på nettet, både ved køb på nettet men også de fysiske butikker. Jeg benytter ofte www.pricerunner.dk .

Jeg køber helst mit udstyr i fysiske butikker, da der her er service og garanti som passer til mig. Andre køber gladelig fra internettet, det må være op til dig om hvor du foretager dit køb. Gode råd og erfaringer om specifikke online-butikker kan med fordel søges på nettet, så undgår du at rende ind i en dårlig handel.

Jeg har fokuseret på de kameratyper der er kameraer alene – de fleste har dog kamera i telefonen og kvaliteten på disse kameraer er ofte ganske udmærket, måske skal du opgradere din telefon i stedet – hvis du alligevel kun tager selfies eller snapshots på farten.

Tænk dig om, skab klarhed over dit behov og når du har en idé om dette, så brug nettet og de fysiske butikker til at træffe et kvalificeret valg.

Det bedste kamera er det du har på dig og får taget billeder med.

Leave A Reply

Your email address will not be published.