Kina løser problemet med folk der krydser vejen for rødt
Vand er tilsyneladende løsningen, når folk krydser vejen for rødt.
I Kina døjer man – ligesom de fleste andre steder i verden, gætter jeg på – med folk der går overfor rødt. Folk der krydser vejen, selvom det er forbudt.
Og selvom det selvfølgelig er strafbart, og der i den forbindelse bliver delt bøder ud, så er det åbenbart ikke nok. Folk går overfor rødt alligevel.
Så må man jo nogle gange tænke ud af boksen. Hvilket de i dén grad har formået. I byen Daye har man fået den geniale idé at installere små søjler, som mest af alt ligner den slags der skal forhindre bilister i at køre op på fortovet. Men det er ikke meningen her. De små søjler har nemlig til formål at sprøjte vand på de banditter der vælger at trodse loven og krydse vejen selvom det er forbudt. De giver simpelthen et lille sprøjt med vand lige i bukseregionen. Et tiltag der – en smule overraskende måske – umiddelbart ser ud til at fungere.
Udsigten til at skulle betale en stor bøde er åbenbart ikke nok til at afholde folk fra at gå overfor rødt.
Men et lille blæs vand på benklæderne så det ligner du har tisset i buksen, det er sgu noget der virker!
– Jeg forstår det godt! Ja, det er da træls at skulle betale en bøde. Men er det ikke endnu mere træls at skulle stå og lave en power point præsentation for resten af firmaet, med en stor, mørk og våd plet som udstråler “Jeg kan finde ud af at lave lækre diasovergange i min præsentation, men jeg kan ikke finde ud af at gå på toilettet i tide.”
Det er jo helt afsindigt pinligt. Så gør man aldrig det igen. Altså går overfor rødt.
Jeg tror der er en lektie her! For hvorfor ikke bare bruge det i alle mulige andre sammenhænge også så?
– Selvom det giver bøder, frakendelse af kørekort og fængselsstraf, så kører folk spirituskørsel alligevel. Det er åbenbart ikke nok – Så jeg foreslår at det danske politi fremadrettet bliver udstyret med en vandpistol i stedet for den der kan dræbe, og når folk så overtræder loven, så bliver de sprøjtet lidt på skridtet.
De skal bare rende rundt med en forstøver ligesom frisøren har. Og når folk så ikke opfører sig ordentligt: *sprøjt sprøjt*
Er det ikke også sådan man gør med katte? Hvis de glemmer at bruge kattebakken eller vælter noget ned fra reolen. Så får de lige et skud vand i ansigtet. Det virker åbenbart også på mennesker.
Hvis din teenager ikke gider rydde op derhjemme, så prøv med en Super Soaker. Har din mand ikke taget opvaksen som aftale? – Vandballoner!
Har din kone ridset bilen? – Så er det ud at få tur med haveslangen.
Udover at få våde bukser sørger systemet i øvrigt også for at tage et billede af synderen og dele det på en storskærm så alle kan så hvor skidt et menneske du er.
Tænk sig, at det i virkeligheden er så simpelt at holde styr på folk.
I vores del af verdenen har vi løst problemet med overpopulation ved at bruge kondomer. I Kina har de løst problemet med folk der krydser vejen ulovligt med vand. Tak Kina!