Alt du skal vide om håndværkerfradrag 2020
Vil du vide, hvad du kan få håndværkerfradraget for i 2020, så læs med her.
Overordnet kan du få fradrag for to slags ydelser:
- Håndværksydelser
- Serviceydelser
Håndværksydelser udgør et fradrag på 12.500 kr. pr. person. Det dækker betaling af arbejdsløn til håndværksydelser til nogle udvalgte energiforbedringer samt klimatilpasninger.
Serviceydelser udgør et fradrag på 6.200 kr. pr. person. Dette er til betaling af arbejdsløn til serviceydelser – så som børnepasning, have- og rengøringsarbejde.
Man kan godt gøre brug af begge slags ydelser indenfor samme år. Det vil sige, at man kan få fradrag for 18.700 kr. pr. person i husstanden. Til sammenligning var beløbet i 2019 på 18.300 kr.
Hvem i min husstand har ret til håndværkerfradrag?
For at du kan gøre brug af håndværkerfradraget, skal du være skattepligtig i Danmark og myndig. Desuden skal du være bosat i boligen, såfremt det er en helårsbolig, mens arbejdet udføres.
Hvis du har fælles økonomi med din partner/ægtefælle og I bor i samme husstand kan I dele fradraget. I kan hver især få fradrag for de 12.500 kr. for håndværkerydelser, ligesom i begge to kan få et fradrag på 6.200 kr. for serviceydelser.
Fradraget kan kun bruges til vedligeholdelse af en eksisterende helårs- eller fritidsbolig. Nybyggeri giver ikke ret til fradrag. Det samme er gældende for ny anlæggelse af have.
Hvordan bruger jeg fradraget?
For at udnytte håndværkerfradraget, skal håndværkerregningen være betalt elektronisk så det kan dokumenteres. Når du udfylder jeres årsopgørelse, skal du indtaste din andel af udgiften. Hjemmeboende børn over 18 år, kan også tilføje håndværkerfradrag i deres årsopgørelse – de skal blot kunne dokumentere, at de har overført et svarende beløb til enten forælder eller håndværker.
Kan jeg bruge håndværkerfradraget til mit sommerhus?
Hvis ikke du har anvendt håndværkerfradraget på din helårsbolig, kan du godt bruge fradraget på dit sommerhus. Du og din eventuelle ægtefælle kan få fradrag for jeres sommerhus, så længe I ikke lejer det ud. Mange vælger at istandsætte sommerhuse selv – her skal du være opmærksom på, at det kun er arbejdslønnen, du kan få fradrag for, og ikke udgifter til materialer.
Hvilke håndværksydelser kan jeg få håndværkerfradrag for i 2020?
Udvendig maling, vandskuring, isolering og reparationer
- Udvendig maling af vinduesrammer, døre og ydervægge.
- Ved maling forstås maling og kalkning – altså det, som kan påføres med pensel eller rulle.
- Isolering af tag.
- Maling af ydervægge i udestue
OBS! Der er IKKE fradrag for:
- Maling af tag, spær, udhæng og vindskede
- Vandskuring og reparationer af ydermure, uanset, om mørtel til vandskuring indeholder farve.
- Filtsning.
- Udestuer: (kun fradrag for udskiftning af døre og vinduer) alt andet er der ikke fradrag for.
Reparation og forbedring af skorsten:
- Indsættelse af isolerende foring og filter
- Montering af røgsuger
- Ændring af skorstenshøjde.
- Der er IKKE fradrag for nedtagning af gammel skorsten.
Udskiftning af ruder, vinduer og døre:
- Nye ruder og vinduer
- Nye terrassedøre og franske altandøre, hvor størstedelen er glas
- Forsatsvinduer.
- Udskiftning af yderdøre
Isolering af ydervægge
- Selve isoleringen, også hulmursisolering
- Åbning af konstruktion fx til indpustning af isolering
- Lukning af huller
- Udgravning af kælderydervægge
Der er IKKE fradrag for pudsning af ydermur efter, at hullerne er lukket.
Isolering af gulv og loft
- Fradrag omfatter som udgangspunkt første lag isolering set ude fra og IKKE isolering mellem to beboede etager. Dog er der fradrag for isolering af gulv mellem stueetage og en ikke isoleret kælder.
- Åbning af konstruktion (fjernelse af gammelt gulv, gammel isolering og evt. udgravning af terrændæk).
- Selve isoleringen.
Der er IKKE fradrag for genetablering af konstruktionen (støbning af gulv og lægning af nyt gulv).
Isolering af tag
- Fjernelse af evt. gammel isolering
- Selve isoleringen og dampspærrer
- Arbejdsløn til kørsel af nyt og gammelt isoleringsmateriale
Der er IKKE fradrag for nedtagning (og fjernelse) af det gamle tag (og undertag), eller genetablering af konstruktionen (lægning af nyt tag og undertag). Dog er der fradrag for en afgrænset åbning af taget – fx, hvis man fjerner 10 tagsten og lægger isolering ind.
Afmontering og udskiftning af brændeovne og radiatore
- Afmontering af eksisterende brændeovne.
- Installation eller udskiftning af varmestyringsanlæg, fx radiatortermostatventiler, vejrkompenseringsanlæg og urstyring.
- Installation af en ekstra radiator, herunder rørføring.
Der er IKKE fradrag for arbejdsløn til installation og udskiftning af el-radiator.
Arbejde på solfangere, solceller og husstandsvindmøller
- Installation, reparation eller udskiftning af solfangere
- Installation, reparation eller udskiftning af solceller – dog ikke, hvis reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes
- Installation, reparation eller udskiftning af husstandsvindmøller – dog ikke hvis reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes.
Reparation eller udskiftning af gasfyrskedler og varmeanlæg
- Solvarmeanlæg: Hele solvarmesystemet inklusive varmtvandsbeholder
- Vandvarmere i forbindelse med installation af kedler mv.
- Etablering af stikledning
Der er IKKE fradrag på udskiftning og demontering af oliefyr, biokedelanlæg, pillefyr, biomassefyr og brændselskedler.
Opvarmning – fjernvarme, oliefyr, pillefyr, gasfyr, olietank mv.
- Installation af fjernvarme, herunder stikledning.Udskiftning eller reparation af fjernvarmeunits
- Udskiftning af gasfyr og kedel
Vandvarmer
- Der er kun fradrag for vandvarmer i forbindelse med installation af kedler, eksempelvis naturgaskedler.
Der er ikke fradrag for el-vandvarmer.
Varmtvandsbeholder og varmeveksler
- Reparation eller udskiftning af varmtvandsbeholder, der opvarmes af fjernvarme, gas eller jordvarme.
Der er IKKE fradrag for reparation eller udskiftning af varmtvandsbeholder, der opvarmes af oliefyr, biokedelanlæg, pillefyr, biomassefyr og fastbrændselskedler.
Ekspansionsbeholder
- Fradrag for reparation eller udskiftning afhænger, hvis selve varmeanlægget er omfattet.
Der er IKKE fradrag for reparation eller udskiftning af oliefyr, biokedelanlæg, pillefyr, biomassefyr og fastbrændselskedler.
Installation af varmepumper, herunder jordvarmepumper
- Varmepumper, herunder luft-til-luft varmepumper med og uden kølefunktion
- Jordvarme: Hele jordvarmesystemet, inkl. jordslange
Installation eller forbedring af ventilation
- Betegnelsen ventilation skal forstås som noget, der ventilerer det meste af huset – fx et Genvex- eller Nilan-anlæg. Disse anlæg kan kombinere varme og ventilation af huset.
Der er IKKE fradrag for emhætte i køkkenet eller ventilator på badeværelset.
Installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn
- Alt arbejde vedrørende kloak på egen grund, fx udskiftning af kloakrør og rottespærre. Der er IKKE fradrag for kloakinspektion.
- Fornyelse og etablering af dræn
- Udskiftning af opsamlingstank
- Nedsivningsanlæg
- Minirensningsanlæg
- Rodzoneanlæg
- Højvandslukkere
- Regnvandsfaskiner.
Radonsikring
- Radonudsugning.
- Tætning af revner og radonmembran, hvis radonsikringen kan dokumenteres af et firma.
- Epoxy maling, hvis hovedformålet er at holde radon ude.
Der er IKKE fradrag for lægning af gulvbrædder, vinyl, fliser eller andet gulv oven på membranen.
Tilslutning til bredbånd og installation af tyverialarm
- Tilslutning til bredbånd (nedgravning og indskydning af kabler på egen grund samt opsætning af modtageudstyr til mobilt og fast trådløst bredbånd på boligens ydre rammer)
- Installation af tyverialarm
Hvilke serviceydelser kan jeg få håndværkerfradrag for?
Almindelig rengøring
- Vask og aftørring af flader i boligen
- Rengøring af toilet og bad
- Støvsugning, gulvvask og boning
- Opvask, tøjvask og strygning
- Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.m.
- Vinduespudsning (Indvendig og udvendig)
Børnepasning
- Børnepasning i hjemmet eller i en fritidsbolig
- Aflevering og afhentning af børn til og fra daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktiviteter
Almindeligt havearbejde m.m.
- Græsslåning
- Klipning af hæk
- Lugning
- Beskæring af buske
- Snerydning
Lån til renoveringsprojekt
Når man står i et renoveringsprojekt, kan et samlet fradrag på 25.000 kr. for en familie gøre en stor forskel. Har du brug for yderligere hjælp til at komme helt i mål med dit renoveringsprojekt, er du altid velkommen til at kontakte Vexa for at høre, hvad vi kan tilbyde dig af finansieringsmuligheder.