Erhvervet bedemand anses af mange for at være et arbejde på skyggesiden af livet. Hver dag konfronteres en bedemand med døden, den er simpelthen en integreret del af hans daglige arbejde. Når han møder ind kan det være til mails, eller telefon opkald fra pårørende der i deres følelsers vold kontakter ham fordi deres kære har måtte puste ud for sidste gang. Senere kan dagen byde på kremation, eller rustvognkørsel for en anden familie der har måtte lide samme tab. Uanset hvordan man vender og drejer det så er bedemandens erhverv centreret omkring døden fra de møder ind til de får fri senere hen ad dagen, men sådan har det ikke altid været.
Fra bydemand til bedemand
Bedemands erhvervet startede faktisk under titlen ‘bydemand’, som var betegnelsen for den person i regionen der tog ud forbi slægtninge, naboer, og andre godtfolk i nær området og bød dem til forskellige arrangementer såsom, bryllup, barnedåb og begravelse. På den måde fungerede han som en slags lokal postmand der gik fra dør til dør med vigtige beskeder for folk i lokalsamfundet. Dette arbejde var ulønnet, men ikke desto mindre vigtigt for lokalsamfundene der vokser i perioden.
Bydemandens opgaver udviklede sig med tiden, og hvor han førhen bare skulle omfordele post og mundtlige beskeder, begyndte han at blive en mere integreret del af det samfund han oplyste. Han begyndte at stå for flere praktiske opgaver i forbindelse med begravelsen, og han begyndte sågar også at få penge for sit erhverv.
Rustvognskørsel i det 16. århundrede
Med tiden blev det også en tradition at afdøde skulle transporteres, bag en specialbygget hestevogn. Trukket gennem byen af sorte heste, hvilket også endte med at falde ind under bedemandens arbejde.
Omkring det 16. århundrede begyndte det kristne Danmark også at begrave familie og venner i trækister. Dengang var det ganske almindelig procedure at man kontaktede en snedker med henblik på at få produceret en kiste den afdøde skulle begraves i. Dette betød at i mange samfund blev snedkeren og bedemand en og samme person, der på den måde stod for hele begravelsen, med alt fra udarbejdelse af kister, til rustvognkørsel.
Bedemand i det 20. århundrede
Den dag i dag er de tog erhverv langt fra hinanden. Bedemanden tager sig udelukkende af opgaver direkte relateret til bisættelsen, og en snedker tager sig af træarbejdet. Desuden er næsten alle nye kister fabriks producerede hvorfor man ikke behøver en personlig snedker til at fremstille den i hånden.
Måden vi har forholdt os til livet og døden har i alle samfund og kulturer altid været en meget central del af måden vi har udviklet os på. Det kan for nogen godt virke voldsomt at skulle forholde sig til døden i sådan en grad som en bedemand gør, man lad os alle prise os heldige for at der findes mennesker til at hjælpe og vejlede os igennem disse sårbare tider.
