Gennem en næsten 100 år lang periode fra 1764 til 1861 blev der anlagt et vejnet af hovedlandeveje i Danmark. Det var landets første bevidst planlagte, landsdækkende vejnet. Og det første systematisk anlagte vejnet, hvor der blev taget for tiden avancerede tekniske principper i brug, nemlig den franske chausséteknik. Bortset fra visse korte, brolagte strækninger havde vejene hidtil været brugstildannede. Der var hidtil kun sket løbende udbedringer af huller og spor på de årstider, hvor det var muligt at udbedre skaderne.
Resultatet var, at vejnettet endnu midt i 1700-tallet kunne være næsten ufremkommeligt på visse årstider. Formålet med denne artikel er at belyse det enkle, men ikke ukomplicerede spørgsmål, hvilken plads købstæderne og andre byer spillede i planlægningen af hovedlandevejsnettet indtil 1868. Samt af de større amtslandeveje indtil cirka 1910. Købstædernes handels- og håndværksprivilegier samlede købmandsgårdene, butikshandelen og alt det finere håndværk i byerne. Det betød, at både hovedlandeveje og amtsveje i høj grad berørte købstæderne.
Generalvejkommissionens vejnet
De større købmænd med import- og eksportforretninger havde alle basis i købstæderne. Dem var både de mindre købmænd og bønderne afhængige af. I byerne samlede også markederne sig. Gennem hele den næsten 100 år lange anlægsproees blev projektering og anlæg styret af staten. I først omgang af ad hoc-kommissioner og Generalvejkommissionen med reference til Rentekammeret. Siden af et vejkontor i Rentekammeret og fra 1849 af Indenrigsministeriet. Anlægsarbejdet og efterhånden også projekteringen lå dog på militære hænder. Fra 1785 på Vejkorpset og fra 1831 hos Ingeniørkorpsets vejtjeneste.
Endelig måtte fæstebønderne også yde en indsats i form af vejhoveri. Deres arbejde var dog fortrinsvis at opgrave og fremkøre grus og sten til vejarbejderne. Når vejstrækningerne var fuldendt, blev de overdraget amterne til vedligeholdelse. Da amterne forestod både hoveriudskrivning og vedligehold, var de det tredje trin i hovedlandevejsnettets skabelse og vedligeholdelse. Betragtes dette vejnet af hovedlandeveje på 1.365 km på et kort. Det er indlysende, at udgangspunktet for linjeføringen var landets købstæder og i visse tilfælde færgesteder.
Den første hovedlandevejsstrækning
Og dertil det selvfølgelige ønske om at binde landet sammen på en hensigtsmæssig måde. Selve udgangspunktet var allerede i den kongelige betaling. Under Frederik 5. i 1761 gav den anstød til at sætte det store projekt i gang København, residensstaden. Karakteristisk nok blev en af de første resolutioner udstedt af den nyoprettede vejdirektion december 1763. Den foreskrev at den første hovedlandevejsstrækning skulle føres fra hovedstaden til de kongelige slotte i Hirsehholm og Fredensborg. Her talte den kongelige egeninteresse altså frem for trafikale hensyn.
Men næste strækning blev Roskildevejen (1769-1776), og her var en vigtig by endemålet. Endelig var strækningen mellem Hørsholm og København også dengang en af landets mest befærdede. Desuden skulle Fredensborgvejen snart blive koblet til Helsingørvejen. Den drejede af i Usserød lige nord for Hørsholm. Formålet blev allerede i 1761 defineret som det at fremme landets handel og det almindelige samkvem. Ikke mindst var vejnettet i 1761 i en dårlig standard. det i sig selv var en væsentlig hindring for rejser og transport af vaver.
Vejvæsenet i Kongeriget Danmark
C.D. Reventlow, der i 1784 blev medlem af den såkaldte Generalvejkommission, fremlagde i 1791 sine tanker og ideer om det danske vejvæsen i en betænkning kaldet Plan til en forbedred Indretning af Veívæsenet i Kongeriget Danmark. Efter at have gennemført flere udstykningsforordninger og stavnsbåndets afløsning samt kæmpet med en hoveriforordning kastede Reventlow sig i 1791 over en række praktiske reformer, hvorunder vejsagen tydeligt havde hans store bevågenhed. I øvrigt var den kongelige befaling, der blev udstedt i 1761 om anlæg af et hovedvejsnet i monarkiet, et af de første større reformtiltag i 170o-tallet -ja faktisk et af opspillene til de store reformårtier.
Reventlow beskrev i de indledende bemærkninger til betænkningen i 1791 formålet med hans arbejde for vejsagen således: I et Land som Dannemark, i hvilket alting synes at bevise, at det har Handelsbalancen imod sig, at det aarligt fortærer meere end det erhverver, kan Regeringen intet vigtigere Øyemeed have, end ved Besparelser at formindske Udgifterne og ved en større Virksomhed at forøge Frembringelserne saavel af raae Producter som af Konstnerens og Haandværkerens Arbejder.
