Hus-arkitekt i Østjylland nær Aarhus
Nyt hus? - Se mulighederne for et moderne, unikt og arkitekttegnet hus.
Om Rasmus Jensen ARKITEKT MAA
Rasmus Jensen ARKITEKT MAA er et arkitektfirma med erfaring og ekspertise indenfor større og mindre boligprojekter til private bygherrer – der tegnes og rådgives indenfor alt fra idéskitser og projektudvikling til færdige huse, sommerhuse, tilbygninger, ombygninger og renoveringer.
Basen for den mindre arkitektvirksomhed er i Østjylland nær Aarhus – helt præcist Studstrup. Hvorfra der tilbydes arkitektbistand og rådgivning i hele landet. Rasmus Jensen ARKITEKT MAA ejes og drives Rasmus Jensen.
Et særligt byggeprojekt blev starten
Virksomheden startede i 2012 efter et byggeprojekt med et lavenergihus i Lystrup ved Aarhus. Byggeprojektet blev et udgangspunkt for Rasmus Jensen og hans bror Per Jensen – der resulterede i begges opstart af hver deres virksomhed, henholdsvis arkitektfirmaet Rasmus Jensen ARKITEKT MAA og tømrer- og byggefirmaet BRIX & JENSEN.
Byggeprojektet er et bæredygtigt enfamiliehus designet og beregnet af arkitekten, hvorefter byggeprojektet i samarbejde er blevet opført. Tænkt i vedligeholdelsesfrie materialer med fokus på miljøvenlige løsninger og optimeret til et lavt forbrug af ressourcer, samtidig med at arkitekturen og husets funktioner og form ikke er blevet nedprioriteret.
Derudover er en specialudviklet akustikdæmpende loftsløsning i huset blevet et fælles samarbejdsprojekt, for brødrene, der fortsat er i udvikling omkring lofter med trælister, også kaldet listelofter. Listelofterne tilbydes til private bygherre i hele norden, der ønsker en flottere løsning på akustiklofter, end de traditionelle standardløsninger kendt fra typehusene. Du kan læse mere om løsningen på listeloft.nu.
Samarbejdet brødrene imellem har siden resulteret i flere byggeprojekter.
Spændende, moderne arkitektur
Rasmus Jensen ARKITEKT MAA har videreført den bæredygtige tilgang og fokusset på at bygge god og spændende moderne arkitektur med integrerede miljøvenlige og langsigtede løsninger. Byggeprojekterne, som hovedsageligt er til private bygherre, tager afsæt i en solid håndværksmæssig byggetradition og materialernes naturlige egenskaber, gennemtænkte funktioner bidrager til formgivningen, kombineret med den nyeste teknologi for at minimere forbruget af drifts- og naturressourcer.
Ud over et stærkt arkitektonisk greb er det blot en yderligere kvalitet, at et hus samtidig har et selvforsynende energiforbrug, eller måske ligefrem en plusenergi-balance – det vil sige at det at bo i huset bidrager med et energioverskud.
Hos Rasmus Jensen ARKITEKT MAA lægges der vægt på at have de rigtige it-redskaber og deltage i udviklingen af nye – men der bliver også stadig lavet illustrerende og undersøgende skitser i hånden. Al materiale udarbejdes digitalt, ligesom byggeansøgning, udbud og projektering sker digitalt – både i arkitektvirksomheden og på byggepladsen – for effektive og hurtige arbejdsprocesser og automatisk løbende dokumentation.
Arkitekt-rådgivning
Et typisk forløb og byggeprojekt hos Rasmus Jensen ARKITEKT MAA vil være opdelt i faserne; skitseforslag, myndighedsprojekt og hovedprojekt, samt selve byggeprocessen.
Fase I – skitseforslag
Første fase omhandler skitseforslag, hvor der tages udgangspunkt i grundens placering og udformning, solorientering, udsyn og indblik – samt bygherrens ønsker til funktioner, stilart, materialer, økonomi med mere.
Sammen med at opfylde bygherrens ønsker, kommer arkitekten med input og idéer til, hvordan man får en spændende og funktionel bygning, og gennem mange års erfaring med byggeri, konstruktioner og lovgivning, undersøges mulighederne og vælges de bedste løsninger.
Skitseforslaget udarbejdes ligeledes ud fra de givne rammer i lokalplaner og anden relevant lovgivning, således at man er sikre på, at det viste også kan bygges på stedet.
Skitseforslaget samles ofte i en mappe – og fasen er udelukkende til at visualisere bygherrens ønsker og visioner – men ikke til at bygge ud fra. Mappen er desuden gode at have med i banken i forbindelse med evt. vurdering og låntagning til projektet.
Fase II – myndighedsprojekt
Når skitsen ligger fast, er næste skridt udarbejdelse af et myndighedsprojekt, som er grundlaget for indhentning af byggetilladelse hos de lokale myndigheder. Byggeriet tegnes op i plan, snit og facade i en større målestok med målangivelser og beskrivelser og dokumentation, så de opfylder myndighedernes krav for at kunne give en byggetilladelse.
Herunder overordnet opbygning, størrelse, konstruktion, ingeniørberegninger, kloak og afløb, energiramme-beregning osv.
Fase III – hovedprojekt
Efter der er skabt overblik over myndighedernes samlede krav, udarbejdes hovedprojektet. I hovedprojektet præciseres byggeriets tegninger og der udarbejdes detaljerede materiale- og arbejdsbeskrivelser, så det fremgår hvorledes byggeriet ønskes udført.
Der udarbejdes detaljer, samt udførlige tilbudslister, så man kan sammenligne de indhentede tilbud fra de udvalgte entreprenører til udførelsen af projektet. Ligesom der også vælges hvilken udbudsform projektet ønskes udført under.
Projektet gennemgås med den udvalgte bydende og entreprisekontrakt skrives.
Fase IV – udførelsen af byggeriet
Når der er underskrevet kontrakt, og byggeriet skal realiseres, tilbydes at holde tilsyn med byggepladsen, deltage i byggemøderne og udarbejde byggemødereferater.
Arkitekten fungerer som bygherrens “mand” og sikrer, at byggeriet udføres som aftalt. Der kontrolleres, at der rent faktisk benyttes de materialer og de løsninger som der er anvist, og kan spare bygherren for fejl i konstruktioner eller dårligt udført arbejde, og herved kan tilsynet hurtigt betale sig selv.
Alternativt udfører bygherren selv tilsynet og benytter arkitekten som konsulent i det omfang, der er behov for det.
Som afslutning på byggeprocessen udføres normalt afleveringsforretning og mangelgennemgang, hvor hele byggeriet gennemgås i fællesskab og evt. fejl og mangler udbedres.
Skal du bygge hus? Arkitektrådgivning ydes til:
– villa- og hus-projekter
– sommerhus
– tilbygninger
– ombygninger og renoveringer
Se kontaktoplysninger og udvalgte projekter på hjemmesiden: http://www.rjarkitekt.dk
Følg med og hold dig opdateret på facebook på https://da-dk.facebook.com/rjarkitekt, samt instagram på https://www.instagram.com/rasmusjensenarkitektmaa/