Sådan håndterer du dit barns hjemve
Når sommeren melder sin ankomst, er der ofte mange aktiviteter og ferier på skemaet. Det gælder også for de yngste i familien, som måske skal på ferielejr, fodboldlejr, håndboldlejr, eller måske er der planlagt nogle dages ferie hos familiemedlemmer.
Det er dog ikke lige nemt for alle børn at skulle sove ude og være væk hjemmefra. Nogle børn oplever nemlig, helt naturligt, hjemve. Måske får dit barn ondt i maven op til, at han/hun skal afsted. Det kan nemlig være svært at være ude og væk fra hjemmets trygge rammer.
Hvorfor får dit barn hjemve?
Ifølge børnepsykolog, Emil Rask kan der være flere årsager til, at dit barn får hjemve. En af dem er, at man kan savne det man kender. Man kan også savne det at føle sig tryg, også selvom man er sammen med mennesker, man kender godt.
Hvad skal man gøre, hvis ens barn har hjemve?
Emil møder mange børn og unge med angstlidelser. Hos den yngste målgruppe ser man meget naturligt, separationsangst. Det er angsten for at være væk fra far og mor. Det kan derfor gøre det svært at sove, hvis ikke far og mor er hjemme eller hvis barnet skal sove ude. Det samme gælder også for hjemve, som kan føles lige sådan. Emil er her kommet med et par råd til dig, som gerne vil hjælpe dit barn ekstra godt afsted på ferie.
- Vær nysgerrig og hør dit barn ad, hvad der er svært ved at skulle afsted. Hvad har barnet svært ved? Det kan have en god virkning, når barnet bedre forstår, hvorfor han/hun bliver nervøs.
- Hør dit barn ad ift. hvordan de kan mærke det at være nervøse eller bange. Hvordan mærkes det i kroppen.
- Snak med barnet om, hvordan I kan hjælpe, så barnet stadig kan komme afsted.
- Hjælp dit barn med at komme afsted, også selvom barnet er nervøs. Tal til den modige del af dit barn og hvordan barnet kan gøre noget godt for sig selv.
- Vær opmærksom på at I ikke laver for mange strategier omkring, hvordan man kommer af med hjemveen. Det kan nemlig forstærke, at hjemveen er farlig.