Kappa åbner ny webshop i Danmark
Det verdenskendte sportsbrand Kappa åbner ny webshop i Danmark efter flere års fravær fra det Skandinaviske marked. Webshoppen har eksisteret i over en måned og indeholder et stort udvalg af sportstøj og streetwear til mænd, kvinder og børn.
Det er med glæde, at Kappa træder ind med en dedikeret online brandshop i Danmark og resten af Norden.
”Kappa er et brand med en lang og flot historie, og vi har glædet os og er stolte over at kunne lancere en dedikeret brandshop i Danmark. E-handel vokser år for år og især de sidste måneders ekstraordinære situation har vist, hvor vigtigt det er at tilbyde en stærk webshop,” siger Rikke Nørdum Sonne, Online Direktør i Kappa og Primetime Danmark A/S, der er licenshaver for Kappa i hele Norden.
Kappa er et brand med en lang historie. Grundlagt ved Milano i Italien begyndte de i 1916 med at lave strømper og undertøj, men har siden 1967 leveret sportstøj i høj kvalitet til mænd og kvinder verden over. I den nye webshop finder du ligeledes et stort udvalg af shorts, bukser, t-shirts og sweatshirts med mere. Blandt Kappas mest kendte produkter er den eksklusive polo “La Polo” fra “Robe Di Kappa”, der har påsyet logo og er udført i den bedste kvalitet.
Kappa er ligeledes kendt for at have sponsoreret nogle af verdens største fodboldhold som FC Barcelona, AC Milan, AS Roma, FC København og IFK Göteborg m.fl.
Om Kappa
Kappa er en del af BasicNet gruppen, som ejer Robe di Kappa, K-Way, Superga, Sabelt, Briko, Sebago og Jesus Jeans. KAPPA har eksisteret siden 1967 og begyndte med produktion af strømper. Kappas ikoniske logo, to mennesker som sidder ryg mod ryg, står for gensidig fairness og anerkendelse af mænd og kvinder. Igennem årene har Kappa klædt nogle af verdens største fodboldklubber og sportsstjerner på som AC Milan, FC Barcelona, Roma, Ajax Amsterdam, Paris S.G., Werder Bremen, FC København og mange flere.