Abstrakte malerier provokerer

0

Vi gør det alle sammen hver dag – vi abstraherer. Når vi kalder noget “abstrakt”, mener vi i daglig tale, at noget er en smule fjernt fra virkeligheden, men abstraktionen sker også pr. automatik, når vi ser bort fra detaljer og fokuserer på “det væsentlige”. Dvs. skaber et mere overordnet billede. Moderne billedkunstnere bruger abstraktionen som et aktivt virkemiddel, men er der grænser for hvor langt abstrakte malerier bør fjerne sig fra virkeligheden?

Det sete afhænger af øjnene, der ser

Abstrakte malerier findes selvsagt i alle afskygninger og pr. definition bør den ikke lægges i lænker. Der er ingen “regler” eller grænser for, hvor langt et værk kan slå ud på abstraktions-barometeret. Den abstrakte kunst opererer ofte med det nonfigurative, og i sin søgen efter en fortolkning af virkeligheden kan den være effektiv, når det handler om at skabe debat – og sætte sindene i kog. Hvis den var begrænset, ville den være selvmodsigende.

Netop det debatskabende element kan være svaret på, hvorfor abstrakte malerier pryder væggene i mange danske hjem. Der er ikke klistret en facitliste på bagsiden af lærredet – fortolkningen er åben. 

Udover den dekorative / udsmykkende effekt, kan abstrakte malerier nærmest hænge dér på væggen og sige “hvad synes I, jeg ligner?”. Maleriet kan  således være en god icebreaker, når man byder nye gæster ind i hjemmet eller mødelokalet.

Abstrakte malerier sender signaler

Udover at skabe direkte dialog (alt fra smalltalk til debat), kan kunsten også sende mere indirekte signaler. Den abstrakte kunst anses ofte for at være raffineret, kompleks og “finkulturel” – typisk fordi den rummer flere niveauer og fortolkningsmuligheder, og I nogle tilfælde fordi poesien fylder mere end håndværket og detaljerne. 

Så hvad siger det om dig, hvis du beriger hjemmet eller virksomheden med abstrakte malerier? Måske ikke noget – men det oplagte bud er, at maleriets kompleksitet projiceres over på dig som afsender og skaber historien om en person med dybde, mystik og plads til “fortolkning”. Men igen, det afhænger jo alt sammen af øjnene der ser:

Han kan jo ikke male!

Abstrakte malerier kan ses i en kunsthistorisk kontekst og udvikling, men de kan også ses her og nu af “morbror Jørgen”, der kigger forbi og ikke mener, at de par klatter skulle være kunst – måske fordi det ikke forestiller noget i morbror Jørgens øjne. 

Fordommen og reaktionen er skøn og vigtig! Den giver kunstværket liv og formål – og understreger det skønne i den subjektive fortolkningsfrihed. Ofte ligger der uger, ja måneder bag komplekse abstrakte værker – både i idéudviklingen og skabelsen. Men det ved morbror Jørgen jo ikke. Han er provokeret, fordi det abstrakte ikke giver lavthængende frugter, han let kan plukke og forholde sig til. I stedet skal han på arbejde og spørge sig selv, hvad han har foran sig.

Er du klar til at invitere kunsten ind?

Kast dig ud i den abstrakte kunst – du kan højest blive provokeret. Tag på kunstmuseum – eller start med et par brede billedsøgninger på Google og mærk efter, hvad der tænder noget i dig. Få kunsten hjem på væggene og glæd dig til næste gang vennerne, bedsteforældrene eller børnebørnene kigger forbi. Måske ser de noget, du ikke har fået øje på. Eller måske skal du bare læne dig tilbage med en god kop kaffe, betragte kunsten og drømme dig ind i din egen abstrakte virkelighed. God fornøjelse.

Leave A Reply

Your email address will not be published.