Derfor skal du ikke smide batterier i skraldespanden

0

Batterier er en uundværlig del af vores hverdag, og der kommer hele tiden flere og flere elektroniske produkter på markedet, som kræver batterier. Det er der i og for sig ikke noget galt i. Batteridrevne produkter giver os en hjælpende hånd med mange af hverdagens gøremål, og det vil være meget svært at leve uden. Der findes batterier i rigtig mange af vores produkter, og det er nemt at finde billige batterier på nettet og i butikkerne, når de gamle er brugt op. Men lige præcis på dette punkt opstår der problemer. Vi danskere er nemlig rigtig dårlige til at sortere vores batterier fra det almindelig affald, og derfor er det mere reglen end undtagelsen, at batterierne havner sammen med madrester og mælkekartoner. Det er en ualmindelig dårlig kombination af flere grunde.  

Konsekvenser

Når vi smider batterierne i skraldespanden, bliver de kørt til forbrændingen sammen med det øvrige affald. Det resulterer i, at kviksølvet i batterierne fordamper og breder sig ud i naturen, ind i vores fødekæde og i sidste ende ind vores fødevarer. Foruden kviksølv kan batterier også indeholde tungmetaller som cadmium og og bly, som både er yderst miljø- og sundhedsfarlige. Hvis disse tungmetaller forbrændes, kan det blandt andet ende med at ophobe sig i vores kroppe, og det kan medføre alvorlige konsekvenser som eksempelvis barnløshed, skader på knogler og indre organer. Selvom flere moderne batterier indeholder mindre farlige stoffer end tidligere, kan det stadig have alvorlig følger, hvis de ikke afskaffes på den rigtige måde.  

Batterier er genanvendelige

Foruden de store menneskelige og miljømæssige konsekvenser ved manglende sortering af batterier, går vi også glip af muligheden for at genanvende de brugbare råstoffer i batterierne. Råstoffer som mangan, zink og jern kan genbruges og anvendes til at producere nye produkter. Ryger batterierne i skraldespanden, er den chance forspildt. Derfor har der også kørt mange kampagner for at få folk til ikke at smide batterier i skraldespanden, og der har endda været forslag på bordet, der taler for et pantsystem, som vi ser det med flasker og dåser. Vi er rigtig gode til at returnere vores tomme øl og sodavand, fordi der venter en økonomisk gevinst i den anden ende. Men i forhold til batterier er det kun danskernes fornuft og moral, der afhjælpe de dårlige vaner med at smide batterier i skraldespanden.

Skjulte batterier

Det er ikke kun de velkendte batterier fra fjernbetjeningen, lommelygten eller kameraet, som er problematiske at smide ud. Alle batterier skal sorteres og afleveres separat. Problemet er bare, at vi er for dovne eller uopmærksomme, og at en lang række produkter indeholder batterier, som vi overser. Tænker du eksempelvis over, at der er skadelige batterier i dit barns smarte sko, der kan blinke? Eller at der er batteri i det morsomme fødselsdagskort, der synger Happy Birthday, når man åbner det? Sikkert ikke. Når vi i forvejen er dårlige til at sortere almindelige batterier korrekt, er der ikke noget at sige til, at vi i endnu højere grad er tilbøjelige til at sjuske, når batterierne gemmer sig i produktet. Det kræver nemlig i mange tilfælde, at man finder værktøjet frem og vrister de små batterier fri. Specielt i legetøj, hvor batterierne er sikret imod at små børn kan få dem ud, bliver det også mere besværligt for voksne at få dem sorteret, når legetøjet skal kyles ud.

Sådan skiller du dig af med batterier

Batterier skal under ingen omstændigheder i skraldespanden sammen med andet affald. I stedet skal det sorteres og afleveres i de specielle beholdere, der ofte står sammen med affaldscontainere. Bor man ikke i nærheden af en affaldscontainer, skal man samle batterierne i en klar plastikpose, slå en knude og placere dem oven på skraldespanden. Alternativt kan man samle batterierne og aflevere dem på genbrugspladsen. På den måde gør du en indsats for at skåne miljøet og sørger samtidig for, at de genanvendelige råstoffer i batteriet ikke går til spilde.

Leave A Reply

Your email address will not be published.