Munke kom med mursten
At bygge med brændte sten var ikke brugt i Danmark før i 1100-tallet. De første kirker var bygget af træ eller natursten og man mener, det var munke, der bragte teglstenen her til landet. Som et vidnesbyrd har vi Sankt Bendts Kirke i Ringsted fra slutningen af 1100-tallet. Den er sandsynligvis opført af franske munke. De første århundreder her efter var det kun til kirker og kongelige og adelige borge, dette smukke og solide bygningsmateriale blev benyttet. Navnet murer har vi fra munkene (latin: murus = en mur).
Efterhånden blev det mere og mere almindeligt, at velstillede borgere i byerne lod deres huse opføre af sten. I begyndelsen af 1500-tallet blev det forbudt at opføre bindingsværkshuse i byerne på grund af brandfaren.
Christian lV’s bygninger
Mens tømreren hidtil havde været en af de mest ansete håndværkere, vandt mureren nu mere og mere frem. Christian lV’s mange imponerende murede bygninger slog murerens ry fast som en håndværker, der var ligeværdig med tømreren. Lige siden har man på byggepladser drillet hinanden med, hvem der var den mest betydningsfulde. Netop under Christian IV blev Københavns murerlav dannet i året 1623.
På landet byggede man næsten udelukkende bindingsværkshuse til langt ind i 1800-tallet. Mureren på landet havde kun opgaver på kirker og herregårde – og når bonden skulle have muret en skorsten eller en bageovn. Væggene i bondens bindingsværkshus blev klinet op; på et fletværk af tynde grene klaskede man vådt ler, indtil væggen havde en passende tykkelse. Men efterhånden blev tømmeret så dyrt, så man kunne se en fordel i at bygge med brændte sten. Og at bygge et helt hus af sten var mere end en almindelig bonde turde påtage sig.
Man gik til landsbyens håndværker, der som regel var både tømrer, snedker – og nu også murer. Han kunne tegne et hus efter bygherrens ønske og endnu står mange udmærkede murermesterhuse landet over.
Murerens redskaber
Mureren var en af de få håndværkere, der ikke havde noget værksted. Det ville ikke give nogen meinng. Murerens arbejde var at lægge sten, på sten, på sten – sammenbundet af mørtel, indtil bygningsværket var færdigt. På byggepladsen havde han et skur til opbevaring af sine få redskaber: balje, oprørespade, murske, murhammer, lodbræt, lod og lodsnor, græskost, fugeskeer, trækbræt og redskaber til at bære mursten og mørtel op på stilladserne.
For alle bygningshåndværkere var vinteren en svær tid at komme igennem. Men mens det for tømmeren, bygningssnedkeren og maleren var muligt at finde indendørs beskæftigelse, var det umuligt at mure, når det var frostvejr og ofte måtte mureren gå ledig tre eller fire måneder, og det gjaldt naturligvis også murerarbejdsmanden.
